I Moskva. Uddrag fra "Dragsdahl-sagen" af Ole Hasselbalch

Helbind med smudsomslag. 260 s. ISBN 978-87-92417-18-3. 225,00 kr. Køb bogen ...

"Velformuleret", "underholdende", "stiller en række relevante spørgsmål", Bo Bjørnvig, Weekendavisen
"Underholdende", Poul Aarøe Pedersen, Politiken
"Medrivende", David Gress, Sappho.dk

Tilfældet ville, at jeg i maj 2010 arbejdsmæssigt var på besøg i Rusland. Den 30. var en søndag, og tre russiske kolleger og jeg var gået en tur rundt i Moskva. Pludselig befandt vi os på Lubjanka-pladsen.

KGB’s gamle hovedkvarter ligger her – bygningen, i hvis kældre mishandlingen af et ukendt antal aldeles sagesløse mennesker foregik.

Det er et meget specielt sted. På torvet foran havde forhenværende fanger fra Gulag-lejrene – kommunistregimets KZ-lejre – anbragt en stor kampesten hentet i en af dem. Det var ment som en påmindelse om det, der var sket derinde. På stenen sad en due og vaskede sig efter et regnskyl.

De tre kolleger forklarede stenens betydning for russerne. En af dem var så gammel, at han havde personlige erfaringer med KGB.

Men det var i øvrigt ikke svært at få besked. Området var dækket med blomster og lys anbragt af mennesker, som mistede nogen i det helvede, KGB skabte.

Foretagendet præsenterede sig som det kommunistiske partis »sværd og skjold«. Det lyder smukt. Men det giver kun en svag fornemmelse af, hvordan KGB arbejdede. Faktisk var der ingen grænser for, hvad de kunne finde på, de folk dér inden for murene. Og når noget i Rusland er uden grænser, er det virkelig også uden grænser i en sådan grad, at en vesterlænding er helt og aldeles ude af stand til at fatte det.

De tre russere spurgte meget apropos, hvad jeg lavede i øjeblikket, og jeg svarede, at jeg skrev på en bog om en af KGB’s danske medløbere, som havde vundet en injuriesag over en forsker, der havde halet hans meritter ud af skabet.

De fattede det ikke. Det lå uden for deres forståelsesramme, at nogen frivilligt ville have haft med KGB at gøre. Hvad i alverden skulle dog begrundelsen være for det? Og hvordan kunne en person, som frivilligt havde samarbejdet med KGB, have nogen »ære«?

De tog mig med til et lille museum i nærheden, som var bygget op for at vise, hvordan der var i Gulag-lejrene. Det var ikke nyt for mig. Men det var nyt for dem, at alt dette havde været kendt i Vesten, og at nogen alligevel kunne finde på at samarbejde med KGB.

De sidste lejre blev først afviklet så sent som i 1960, og der findes næppe en russisk familie, som ikke blev ramt af det, der foregik i dem. Men KGB ændrede da i øvrigt ikke karakter efter 1960, fik jeg at vide, KGB fandt blot andre veje – det vidste da enhver, sagde mine russiske venner.

»Enhver«??